Offerfortællingen må ikke skygge for bestyrelsesansvaret

Offerfortællingen må ikke skygge for bestyrelsesansvaret

Seks tidligere bestyrelsesmedlemmer i Odense Øvelokaleforening risikerer et millionkrav efter Kansas City-sagen. Sagen rejser et principielt spørgsmål: Kan man både tage magten i en forening — og bagefter fralægge sig ansvaret?

Sagen om Odense Øvelokaleforening og Kansas City bliver i flere medier fremstillet som historien om frivillige ildsjæle, der nu risikerer økonomisk ruin efter at have sagt ja til en bestyrelsespost.

Det er uden tvivl en alvorlig og menneskeligt belastende sag for de involverede. Ingen bør ønske, at frivillige bestyrelsesmedlemmer ender med privat milliongæld, hvis de reelt har handlet ordentligt, stillet relevante spørgsmål og været ført bag lyset.

Men den offentlige fortælling om sagen har også en anden side, som risikerer at drukne i sympatien.

For en bestyrelsespost er ikke bare en titel. Det er ikke bare et navn på et stykke papir. Og det er ikke bare et frivilligt skulderklap fra medlemmerne.

En bestyrelse er foreningens ledelse mellem generalforsamlingerne. Det er bestyrelsen, der har fået medlemmernes tillid til at føre tilsyn med foreningens drift, økonomi, ledelse og forpligtelser over for myndigheder og tilskudsgivere.

Derfor bliver Kansas City-sagen principiel langt ud over Odense.

Frivillig — men ikke ansvarsfri

Tidligere formand Jesper Bøggild-Christensen har i omtalen af sagen fremstået som en af de personer, der nu risikerer at blive ramt meget hårdt økonomisk. Det er forståeligt, at han forsøger at forklare sin og bestyrelsens position. Det er også forståeligt, at han peger på den tidligere direktør, som i byretten er dømt for at have manipuleret medlemslister og skaffet foreningen for store kommunale tilskud.

Men det afgørende spørgsmål er ikke kun, hvad direktøren gjorde.

Det afgørende spørgsmål i erstatningssagen er også, hvad bestyrelsen gjorde — og hvad bestyrelsen undlod at gøre.

En bestyrelse kan naturligvis uddelegere opgaver. Den kan ansætte en direktør. Den kan bruge bogholder, administration og revisor. Men den kan ikke uden videre uddelegere selve ansvaret for at føre tilsyn.

Hvis en bestyrelse modtager offentlige midler på baggrund af medlemstal, alder, aktivitet eller andre oplysninger, må det være en kerneopgave at sikre, at der findes troværdige kontroller. Ikke nødvendigvis ved selv at tælle hvert eneste medlem, men ved at kræve dokumentation, stille opfølgende spørgsmål og sikre, at der er en reel sammenhæng mellem tallene og virkeligheden.

Det er netop her, offerfortællingen bliver problematisk.

For når man som bestyrelsesmedlem siger ja til posten, siger man også ja til magten. Man får adgang til beslutningerne. Man kan ansætte, afskedige, godkende, spørge, kræve materiale, indkalde til møder og sætte økonomi på dagsordenen.

Med den magt følger et ansvar.

Det handler ikke om at straffe frivillighed

Det er vigtigt at understrege, at ingen af de tidligere bestyrelsesmedlemmer i den civile sag bør dømmes på forhånd. Det er domstolene, der skal afgøre, om der er handlet ansvarspådragende, og om der i givet fald er grundlag for et personligt erstatningsansvar.

Men det er lige så vigtigt at afvise den modsatte automatreaktion: at frivillige bestyrelsesmedlemmer nærmest på forhånd bør friholdes, fordi de ikke fik løn.

Frivillighed kan forklare, at man ikke arbejder som professionel direktør. Men frivillighed kan ikke i sig selv være et frikort fra ansvar.

Ellers ville medlemmer, kommuner, tilskudsgivere og offentligheden stå i en urimelig situation: De skulle have tillid til bestyrelser, der har kompetencen til at handle på foreningens vegne, men som samtidig kunne gemme sig bag, at posten var ulønnet, hvis noget gik galt.

Det hænger ikke sammen.

Foreningsdemokrati bygger på tillid. Men tillid kræver kontrol. Og kontrol kræver, at bestyrelsen faktisk udøver sin funktion.

Bestyrelsesmedlemmer skal ikke være pynt

Kansas City-sagen bør derfor ikke kun føre til medlidenhed med de involverede. Den bør også føre til en langt mere ærlig debat om, hvad en bestyrelse er.

Alt for mange foreninger behandler bestyrelsesposter som noget uformelt. Man vælges, fordi man kender nogen, fordi man gerne vil hjælpe, eller fordi ingen andre melder sig. Det kan være sympatisk nok. Men når foreningen håndterer store beløb, offentlige tilskud, ansatte, drift og myndighedskrav, er bestyrelsesarbejde ikke længere bare hyggeligt foreningsarbejde.

Så er det ledelse.

Og ledelse kræver mere end gode intentioner.

Det kræver referater, dokumentation, økonomiopfølgning, kritiske spørgsmål, klare tegningsregler, forsikringer, kontrol med tilskudsgrundlag og mod til at sige fra, hvis noget ikke virker rigtigt.

Hvis bestyrelsen ikke forstår tallene, må den kræve forklaring. Hvis dokumentationen ikke foreligger, må den kræve den fremlagt. Hvis direktøren eller andre ansatte sidder tungt på oplysningerne, må bestyrelsen insistere på indsigt.

Et bestyrelsesmedlem er ikke valgt for at nikke. Et bestyrelsesmedlem er valgt for at tage ansvar.

Den ubehagelige læring

Kansas City-sagen kan ende på flere måder. Retten kan nå frem til, at de tidligere bestyrelsesmedlemmer ikke har handlet ansvarspådragende. Retten kan også nå frem til, at nogle eller alle har forsømt deres tilsynspligt. Det ved vi endnu ikke.

Men uanset udfaldet bør sagen være et wakeupcall for foreningslivet.

Ikke fordi frivillige skal skræmmes væk fra bestyrelsesarbejde. Tværtimod. Foreninger har brug for mennesker, der vil tage ansvar.

Men netop derfor skal vi holde op med at tale om bestyrelsesposter, som om de er ufarlige ærestitler.

Man kan ikke både ønske sig bestyrelsens beslutningsmagt og samtidig fremstille ansvaret som urimeligt, når virkeligheden bliver alvorlig.

Den tidligere formand og de øvrige bestyrelsesmedlemmer har naturligvis ret til at forsvare sig. De har også ret til sympati, hvis de reelt blev ført bag lyset.

Men offentligheden har også ret til at stille det spørgsmål, som enhver forening bør stille sin egen bestyrelse:

Hvad gjorde I faktisk for at føre tilsyn?

Og hvis svaret er, at man stolede på andre, så er næste spørgsmål endnu vigtigere:

Var det nok?

Læs og se nærmere her:

Vær den første til at kommentere

Efterlad et svar